Effie

SUCCESHISTORIER

Kretahunde

 

 

 

EFFIE

 

Vi har været meget heldige og nok fået verdens dejligste hund. Egentlig skulle vi have haft en ”fin og dyr racehund”; og var skrevet op til en hvalp i en kennel i Skåne; men det kom der heldigvis ikke noget ud af, da hunden kun fik 4 hvalpe og vi var nummer 5 på listen. Det var sommer (2010) og vi havde ferie, så det var nu vi havde ekstra overskud til at få et nyt familiemedlem. Så vi gik på nettet og trawlede samtlige hundesites igennem fra Den blå Avis til Gipote med flere, men vi fandt ikke lige den rigtige hvalp.

Skuffede og trætte skulle vi til at lukke computeren, da jeg kom i tanke om, at jeg havde læst noget om græske hunde. Og vupti så var hun der på skærmen - sød, fræk og lidt forpjusket så hun ud. Samme dag ringede vi først til Karin og så til Dorrit i Ringsted, hvor hun boede, og fik lov til at komme forbi samme dag. Da vi så hende, var det kærlighed ved første blik.

Det var en dejlig juli sommerdag, så vi sad ude i haven hos Dorrit, og 6 hunde væltede os i møde, undtagen Effie som lidt sky og nervøs stod inde i stuen og kiggede ud på os, dansende frem og tilbage. Men det varede ikke længe, så kom hun nysgerrigt ud i haven. Snusede lidt til os, løb frem og tilbage og måtte så gemme sig lidt bag en busk. Men hun blev mere og mere modig og skulle da også vise os, hvor fræk hun var, ved at snuppe nogle af de andre hundes tøjdyr. Vi var solgt, og ret sikre på at det skulle være hende; men ville alligevel godt lige fordøje indtrykkene. Tre dage efter hentede vi hende. Hun er sjov, kærlig, fræk og lærenem, men var i starten meget nervøs og bange for alt det nye hun nu skal stifte bekendtskab med.

Vi bor i lejlighed, så hun skulle lære at gå på trapper, ret farligt, og de første dage måtte vi da også bare bære hende op og ned fra 3. sal 3-4 gange om dagen. Hun skulle lære at gå i snor, at gå på en gade med trafik, at køre i bil og sværest af alt ikke at blive bange for fremmede mennesker. I august fejrede vi hendes 1 års fødselsdag med besøg af vores menneske-hundevenner, som kom med fine gaver – kødben og legetøj. Nu har vi haft hende i et halvt år, og vi er bare så stolte over, hvor hurtigt og fint hun har lært det meste. Hun er meget lærenem og synes at det er sjovt at lære nyt.

Hun har flere gode hundevenner, men hendes bedste ven er helt klart Duffy, en 10 måneder gammel irsk terrier. Vi skal bare sige navnet Duffy, så begynder hun at gø af bare glæde. Når Duffy kommer på besøg, så bliver der lavet brydekamp og sloges en god times tid - det er vildt sjovt at se på. Effie er en eminent løber og springer, så hun når hun bliver sluppet løs i skoven om morgenen er hun i sit rette es, eller når hun løber på stranden og hopper op og ned på store sten som en anden bjerggemse.

Nok er Effie, fra at være en stakkels lille græsk gadehund, blevet en forkælet lille forstads hund; men hun forstår at sætte pris på alle goderne og er altid i godt humør og fuld af energi og narrestreger. Vi kunne ikke have fået en bedre hund.

Lene Olesen

 

Succeshistorier