Succeshistorier

Succeshistorier

Ruth med Rina

 

Sidste skud på stammen, frække Rina, som vi fik fra Karin sidst i oktober 15, og som Sofie tog med hjem fra Kreta i september 15. Det har vi ikke fortrudt. Rina er en herlig aktiv hund, der elsker at sprinte rundt og er meget hurtig til at lære ting og kunster. Hun er meget kvik i pæren. Rina er både smuk, elegant og meget nem, tror ikke hun husker eventuelle dårlige oplevelser i hendes tid på Kreta.

 

Rina skulle blive til en mindre mellemhund, men hun er godt nok vokset til en flot langlemmet jagthund, Rina Højben, som nu er 1 år. Håber vi får mange gode år sammen. Hun er en super tillidsfuld hund, men også følsom. Der har ikke været problemer med hende overhovedet, hverken med renlighed eller andet, Hun kan også være alene hjemme uden at lave ulykker. Hun ved, hvor hun hører til, kommer altid tilbage til mig, ligegyldigt hvor langt hun er sprintet væk ude på stranden. Hun elsker at løbe og hun kan give enhver anden hund baghjul. Hun kan med alle andre hunde. Tror også hun bliver en god vandhund, for koldt for hende endnu til at svømme, så hun bliver inde på strandkanten mens jeg vinterbader.

 

Jeg ved ikke om vi har været specielt heldige med Rina, men hun er en meget skøn hund med et dejligt sind. Efter et langt liv med forskellige dejlige hunde har man jo erfaring. Man skal ikke anskaffe sig hund, hvis man ikke har tid og lyst til at give den en masse oplevelser hver dag, at anskaffe sig hund skal være meget velovervejet.

 

Rina elsker solskin, hygge og nærvær. Hun er sjov og charmerende, man kan ikke undgå at holde af hende og hendes små sjove indfald og finurligheder.

Ilse med Lucky

 

I 2013 kom jeg til at følge Lucky på facebook, mens hun stadig var på kreta. Hun var blevet fundet smidt i en papkasse ca 4 uger gammel, og hun var med Pia hjemme hver dag - da hun så kom til Danmark kontaktede jeg Karin og pludselig sad jeg på færgen fra Samsø til Sjælland for at hente hende.

Jeg faldt for hende på stedet - glad og tillidsfuld og det er hun stadig.

 

Billedet hvor hun sidder i kurven er taget på færgen retur til Samsø.

På det tidspunkt havde jeg en Golden Retriever på 4 år og også en kat, så jeg var spændt på Luckys reaktion ;) Men de spekulationer kunne jeg godt ha glemt for hun fór lige ind og “overtog” retrieveren som ny mor, og de var uadskillige. Jeg tror, at både hund og kat gav hende tryghed fra dag 1, og hun har været den nemmeste og kærligste hund nogen kunne ønske sig. De første mange måneder ville hun kun besørge på eller ved vores grund, men stille og roligt gik jeg lidt længere ture.

Hun var skrækslagen for biler, men det løste vi ved, at jeg gik en laaaang tur på landevejen med hende i rygsækken foran på min mave og et godt tag i halsbåndet, så hun ikke kunne springe ud, når hun blev bange for bilerne der kørte - hver gang der kom en bil havde jeg godbidder og snakkede med hende, og på hjemvejen gik hun selv de 3 km.

 

I mellem tiden har jeg haft to flytninger, og hun har opført sig som om hun ikke har lavet andet. Hver gang snuser hun lige til hus og have og så er da her hun bor.

 

Det eneste “problem” hun har haft var da jeg måtte aflive min retriever - der havde vi et stykke tid, hvor hun ikke var lige så glad og livlig, som ellers for hun manglede sin “mor”, men jeg sørgede for, at hun fik ekstra kontakt til andre hunde og pludselig var hun sig selv igen.

 

Lucky fungerer også fint med børn. Jeg har mange børnebørn og den yngste er i dag 2 år. Lucky er sååå forsigtig, når hun er sammen med børnene - Jeg har introduceret hende til dem en ad gangen, da jeg ikke vidste hvordan hun ville have det med deres høje lyde osv, men det går så flot. Hun enes med alle hunde, er næsten for underdanig.

Det var en skøn dag, da jeg bestemte mig for at følge hende ;)

Hun er bange for fyrværkeri og skud, men det er der jo mange hunde der er. Jeg sørger for, at vi ikke er de steder, hvor det er værst, når det er nytår.

Merete med Salvia

 

Jeg var så heldig at jeg fik lov at adoptere søde Salvia da hun var 4 mdr. gammel. En glad hund, der løb mig i møde og sprang op ad mig første gang vi så hinanden i Herlufmagle.

 

Hun kom med hjem og så var det, at tålmodigheden blev sat på en hård prøve!

Hun veg ikke fra min side, var meget opmærksomhedssøgende og skulle helst kæles for hele tiden.

Den første nat kom hun op i senge hos mig og putte. (Og de mange efterfølgende)

Gåture var hun ikke begejstret for, ville ikke for langt væk fra hjemmet, og hun skulle virkelig lokkes.

Sådan stod det vel på i ca. 3 uger. Så fik vi besøg, og de havde deres hund med, så vi skulle selvfølgelig ud og lufte hunde, og pludselig glemte hun, at hun var langt væk hjemmefra, og så gik det ellers hurtigt med at komme ud og opdage og dufte alle steder.

 

Renlighed var en helt anden ting. En hund der er opvokset på gaden/hundepension er jo vant til at besørge når den trænger, så det har taget lang tid at få hende renlig.

 

I dag hvor jeg har haft Salvia i 2 år, elsker hun at komme ud og gå ture. Vi går ofte ud på en hundemark og møder en masse andre hunde, som hun hilser på og leger med store som små. Det sjoveste jeg har oplevet var nok, da hun løb ind til kvierne på marken og ville lege med dem, men hun måtte alligevel trække sig, da de kom mod hende med deres nysgerrighed. Hun er blevet dygtig til at komme, når jeg kalder på hende, så hun går tit uden snor og så er hun bare så glad og sød en hund.

 

Når man vælger en hund, der er født som gadehund skal man væbne sig med tålmodighed og meget foregår på hundens præmisser til start. Det kan være en svær balance at finde for man skal jo heller ikke være for blødsøden, så hunden ikke ved hvem der er lederen.

Dorte og Henrik med Becky, Jago og (Piv)

 

Her historien om, hvordan vores lille familie – bestående af Piv (hund), Henrik (menneske) og Dorte (menneske) - fik 2 nye græske medlemmer (hunde).

Det hele startede med, at Piv – en lille westie-pige - kom ind i vores liv i 2007. Piv er født i Danmark og var en lille forsigtig hvalp, der skulle have ekstra omsorg og masser af kærlighed. Som årene gik, udviklede Piv sig til en rigtig dejlig hund med masser af selvtillid.

 

I 2010 mente vi, at det var på tide, at Piv fik en søster, som hun kunne lege og hygge sig med.

Denne gang var det vigtigt for os at give en hund fra et evt. internat en familie og et hjem. Vi søgte derfor på nettet og endte med at læse om Kreta Gadehunde. Efterfølgende rettede vi pr. mail henvendelse til Karin, Kretahunde og fortalte lidt om os selv, og om vores store ønske om at få en lille ny hund ind i vores familie. Efter en del talen i telefon og mailen frem og tilbage endte det med, at vi lavede en aftale om at aflægge et besøg og hilse på Becky.

 

Vi pakkede os alle 3 sammen og kørte til Herlufmagle. Her blev vi så præsenteret for Becky. Becky var en 10 måneder gammel tæve, der havde levet det meste af sit liv på gaden og efterfølgende på Linda Lucas's hundeinternat i Kaina ved Chania på Kreta.

 

Selv om Becky var en meget stille og genert pige så det ud til, at hun gik rigtig godt i spænd med Piv, hvad var det vigtigste.

Det var ellers meningen, at Becky samme dag skulle ud til en plejefamilie, men det blev hurtigt ændret til, at hun skulle med os hjem. Becky var i starten af sit nye liv meget nervøs og usikker. Hun krøb hen ad gulvet og tissede en lille tår, når vi snakkede til hende, og når vi gik tur, var hun bange for biler og mange andre nye ting. Vi løste problemet med at gå meget stille frem med alt nyt og øvede i haven, før vi vågede os ud i det ukendte. I hele processen deltog Piv med masser af ømhed, omsorg og kærlighed. Nogle gange puffede hun til Becky for at fortælle, at det ikke var farligt. Med en stor portion tålmodighed, kærlighed og en rigtig god storesøster har Becky nu udviklet sig til en hundepige på 7 år med masser af selvtillid og charme.

Når vi nu går tur, og hun får mulighed for det, taler hun meget gerne med alle, hunde som mennesker og deler store dejlige våde hundekys ud, hvis lejligheden byder sig. Vi er ikke i tvivl om, at Becky godt ved, at hun ikke er til at stå for.

 

Efter at vi har adopteret Becky, har vi fulgt med i udviklingen for de græske gadehunde. I den forbindelse har min mand og jeg løbende talt om, at vi måske havde plads og overskud til en 3. hund, og at det gerne måtte være en lidt ældre. Så en aften, hvor jeg var inde på Facebook dukkede der et billede op af en dejlig, men også ensom lille drengehund, der savnede et hjem. Billedet var lagt på af Karin, der akut efterlyste en familie, der kunne adoptere ”Lille gamle”, der var ca. 8 år. Der var ikke rigtig nogen, der kendte til hans fortid, men han var en god lille hund, der var blevet glemt lidt i mængden i Linda Lucas's hundeinternat .

 

Efter en alvorlig snak på hjemmefronten kontaktede vi Karin og gav udtryk for, at ”Lille gamle” var meget velkommen i vores hjem. For at gøre en lang historie kort endte det med, at ”Lille gamle” kom til Danmark ca. 3-4 måneder senere, hvor vi hentede ham i Kastrup Lufthavn. ”Lille gamle” havde været i en plejefamilie på Kreta for at blive klar til at komme til Danmark. Han blev i plejefamilien kaldt Jago, et navn vi valgte at beholde, idet det passede rigtig fint til ham.

 

Det er nu et år siden, og meget er sket. De 2 piger har taget pænt imod ham, selv om de prøver at sætte ham på plads en gang imellem. Han er fuldstændig ligeglad. Efter hans mening styrer han butikken, hvad han også fortæller os. Vi tror, at han måske skal indhente 8 år, da han er begyndt at ”snakke” meget på en meget sjov måde. Hvis vi siger noget, mener han bestemt også, at han skal deltage. Det udvikler sig en gang imellem til en lidt spøjs men også meget underholdende samtale.

 

Efter vi et par gange har været til dyrlægen og fået ordnet nogle småskavanker, og han er kommet i behandling for en hjertefejl, har han udviklet sig til den gladeste, dansende og skønneste gamle hundedreng, der har genfundet sin 2. ungdom.Hos ham fejler selvtilliden bestemt heller ikke noget. Når vi går tur, holder han sig ikke tilbage for at fortælle de andre hanhunde i området, at det er ham, der bestemmer, og at de skal holde sig væk fra hans

2 piger. Det er så ikke altid, at pigerne er enig heri.

Humøret er også i top. Hver dag starten Jago med en dans, og man er ikke i tvivl om, at han er en glad lille hund, der er tilfreds med livet. En glæde som kun kan smitte af på resten af familien.

 

Som man nok kan forstå, kan vi kun på det varmeste anbefale at adoptere en gadehund. Vi kan i bakspejlet se, at det har været en stor fordel, at vi i forvejen har haft en ældre hund, der har taget de 2 grækere til sig både m.h.t. omsorg og kærlighed, men også har deltaget med selve opdragelsen.

 

Vi er bestemt ikke i tvivl om, at gadehunde er meget specielle og viser en taknemlighed, der er meget svær at beskrive, men som skal opleves. Det skal dog bemærkes, at det ikke kan undgås, at der hos de lidt ældre gadehunde gemmer sig noget i rygsækken, men med kærlighed og tålmodighed kan man nå rigtig langt.

Derfor vil vi slutte af med at sige: Hvis man har overskud, tålmodighed, masser af kærlighed og kan håndtere at modtage det samme retur i uanede mængder, så kontakt kontakt@krgh.dk