Godkendelse

Godkendelse

Før du kan adoptere en gadehund gennem vores forening, skal du godkendes.

Dette sker ved, at en fra foreningen foretager et hjemmebesøg hos dig, hvor vi tager en snak om hvad det kræver og hvilket ansvar der hører med, når man adopterer en kretahund.

Vi vurderer om du og din familie har ressourcerne til at give en gadehund, som oftest har afskrækkede oplevelser, i mere eller mindre grad med i baggagen, et trygt og blivende hjem.

 

Herefter vil du og din familie komme og besøge hunden hos vores plejefamilie, hvor vi vil se hvordan I fungerer sammen og mærke kemien. Det kan være, at den hund I har forelsket jer i,ikke er den rigtige hund til jeres familie, når I mødes, men at I måske passer bedre sammen med en af de andre hunde.

Det er meget forskelligt fra hund til hund, hvordan sådanne møder foregår og hvordan kemien er. Nogle klinger med det samme og kan tage hunden med hjem samme dag, andre skal besøge hunden flere gange og I skal lære hinanden at kende. Andre gange tager vi hunden med hjem til dig og vi mødet foregår på et neutral sted, da dette kan være bedre for begge parter. Det er meget individuelt og vi tager beslutningen ud fra det kendskab vi har til hunden. Det er vigtigt for os, at du får den rigtige hund, som passer ind i din familie og jeres dagligdag. Dette gælder, hvis du falder for en hund, der allerede er kommet til Danmark.

 

Hvis du ønsker at adoptere en hund, som stadig befinder sig på Kreta, vil det være muligt selv at hente hunden i lufthaven. Dog vil vi forinden have besøgt dig og vurderet om du er egnet til at adoptere en gadehund. Vi vil selvfølgelig også være til stede i lufthaven.

 

Ved alle adoptioner underskrives en adoptionsaftale, hvor du gå med til forskellige krav, som foreningen har til dig. Betalingen for hunden overføres til vores konto.

 

Hvis der skulle opstå spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi vil altid stå til rådighed med vejledning og gode råd.

 

Nogle ting du skal tage stilling til:

  • Har du tidligere haft hund/hunde?
  • Har du tid, overskud og lyst til at passe, pleje og elsker en hund?
  • Hvor længe er du væk om dagen?
  • Er dit hjem egnet til at have hund/må du holde hund hvor du bor?
  • Har du hund I hjemmet I forvejen?
  • Vil en hund passe ind i dit liv i forhold til arbejde, børn, rejser, naboer mm.?
  • Har du tålmodighed til at lade en kretahund falde til i ro og mag?
  • Er du klar på renlighedstræning etc. - ofte har hundene aldrig lært alle basisting?