Adfærd:
En vigtig ting at huske på er, at hunden kan have en meget anderledes adfærd på internatet end herhjemme i Danmark. En hund som vi oplever værende rolig, afslappet og tillidsfuld på internatet, kan pludselig blive nervøs og bange, når den ankommer til Danmark.
Det er en meget stor omvæltning at komme til et helt nyt land. Hunden bliver pludselig taget væk fra dens vante og trygge omgivelser på internatet – oftest det eneste sted, hvor hunden har følt sig hjemme.
Først bliver hunden placeret i en transportkasse, som den måske tidligere har haft dårlige oplevelser med. Efterfølgende skal den ud på en lang flyvetur. Det er en masse nye sanseindtryk på en gang, og det hele kan føles meget overvældene. Dog kan tålmodighed og kærlighed gøre underværker, og hunden faldes ofte efter noget tid til ro og bliver mere og mere tryg ved situationen.
Hundene er vant til at gå sammen i flokke og bo ude døgnet/året rundt i løbegårde med stenhuse. Det er derfor vigtigt at vide, at hunden tit har meget at lære. Nogle hunde har været familiehunde og har oplevet hvordan det er at bo i et hjem, andre har aldrig kendt til andet en at være herreløs. Nogle hunde er rigtig dygtige fra start, hvor andre har brug for tid til at lære. Det gælder alle basisting såsom renlighed, at være alene hjemme, gå pænt i snor, møde nye steder og mennesker.
Så man skal være typen, som ikke er bange for at tage en udfordring op og ikke give let op. Man skal være omstillingsparat og have lyst og energi til at gøre hunden tryg i dens første rigtige tid som nogens.
Hedbred:
Alle hunde som kommer til Danmark gennem vores forening har været hos en dyrlæge og fået gennemgået et sundhedstjek. Hunden bliver blandt andet vaccineret mod rabies 3 uger før hjemrejse og tjekket for den omtalte sygdom Leishmania. Herudover bliver hundene på internatet behandlet for både orm, lopper og tæger, og hunden er næsten altid færdigbehandlet, når den ankommer til Danmark.
Nogle hunde kan også opleve at få skab, som er en hudsygdom, der forårsages af en mide der sætter sig ind i huden. Symptomerne på skab er hudirritation, som giver kløe og tørre områder på huden. Skab er meget almindeligt både i Grækenland og her i Danmark. Hvis hunden skulle have skab, er den færdigbehandlet før den kommer til Danmark.
Leishmania er en infektion som kan give forskellige symptomer al afhængig af hvilken Leishmania art det er. Leishmania overføres gennem bid fra en sandflue, som lever i Middelhavsområdet, og den findes derfor ikke i Danmark. Sygdommen kræver livslang behandling, ligesom eksempelvis sukkersyge, dog kan hunden leve et livslangt liv uden nogle gener og symptomer, hvis den får den rette medicinske behandling.