• Du skal have massere af tålmodighed, kærlighed og tid. Hunden skal være velkommen i sit nye hjem og beslutningen skal være enstemmig i familien. Du skal være klar over, at hunden kan have skræmmende oplevelser med i baggagen.
    Vores viden om hundens baggrund er begrænset og til tider ukendt. Det er derfor vigtigt at være tålmodig og give hunden den tid det kræver for at tilpasse sig i sit nye hjem.
  • Du skal indstille dig på at stille overskuelige krav til hunden i et fornuftigt tempo. Forvent ikke at hunden er i stand til at gøre store ting i den første tid.
  • Du skal forstå, at hunden har brug for, at du giver den tid til at lære dig, familien og hjemmet at kende, og på den måde få opbygget tillid til, at du vil den det bedste. Dette er en forudsætning for, at hunden tør overlade dig ansvaret for sit liv og dermed give dig lov til at være den der bestemmer.
  • Du skal have tid og lyst til at gå med hunden, lege og træne med den hver dag.
    Vær særligt opmærksom på hundens behov og adfærd. Nogle hunde tackler gåture uden problemer og klare det fint fra første dag, andre skal bruge tid og skal starte i det små, med korte ture bare ud i haven.
  • Du skal være forberedt på de udgifter, der følger med, når du får en hund.
    En kretahund har brug for sundt kvalitetsfoder med mange vitaminer og mineraler. Du skal påregne udgifter til dyrlæge og forsikring. Hunden skal have et hundetegn og har brug for en hundekurv, legetøj, halsbånd, sele og line og godbidder. Måske skal der også foranstaltninger i bilen, hvis hunden skal med.
  • Der vil være mere specifikke krav, hvis der er tale om en hund med særlige behov.